
Erik Østergaard - Opskrifter (på dansk) / Recipes (in Danish)
Æggekage
Kategori:
Retter (forretter og hovedretter etcetera).
Tilberedning:
(2 pers.)
Ingredienser:
- 4 æg
- ¾ dl mælk
- 1 spsk. mel
- ½ tsk. salt
- ¼ tsk. hvid peber
- 2 spsk. klippet purløg
- 1 spsk. (ca. 20 g) smør eller margarine til stegning
- eventuelt 1 tomat
Fremgangsmåde:
Pandestegning:
Slå æggene ud i
en skål. Tilsæt mel og pisk sammen.
Rør mælken i æggemassen.
Tilsæt salt, hvid peber og purløg og bland
det sammen.
Smelt ca. 10 g smør pr. æg på en
tykbundet pande. Hæld æggemassen
på panden og lad den stivne i
panden over svag varme i 5-8 minutter.
Vil man bage æggekagen på begge sider,
vendes den ved hjælp af et grydelåg.
Æggekagen er færdig, når den er
let stivnet og svagt gyldenbrun.
Drys rigeligt med purløg over.
Æggekagen serveres straks, med mindre man
ønsker at servere den kold som tilbehør.
eller...
Ovn:
Slå æggene ud i
en skål. Tilsæt mel og pisk sammen.
Rør mælken i æggemassen.
Tilsæt salt, hvid peber og purløg og bland
det sammen.
Hæld æggemassen i en lille smurt bradepande
eller ovnfast fad.
Retten sættes midt i en 200°C forvarmet ovn og
bages i ca. 20-25 minutter eller til æggemassen er stivnet
og svagt gyldenbrun.
Drys rigeligt med purløg over.
Æggekagen serveres straks, med mindre man
ønsker at servere den kold som tilbehør.
Servering:
Æggekagen serveres direkte fra panden, bradepanden
eller det ovnfaste fad eventuelt pyntet med 1 tomat skåret
ud i kvarte stykker. Ekstra purløg, salt og hvid peber
serveres ved siden af. Velegnet som forret.
Information:
Skal man være mere end fire personer til en æggekage,
er det en god idé at bage den i ovnen.
Holdbarhed og opbevaring Æggekage:
Serveres straks.
Problemer Æggekage:
Hvis den tilberedes hurtigt ved for stærk varme eller for
længe, bliver den grynet og klumpet. Æg
fortsætter med at tykne på grund af pandens,
bradepandes eller det ovnfaste fads eftervarme.
Ordhistorie: æggekage; en ret af æg, mælk,
mel og krydderier der røres sammen og steges på en
pande eller bages i en ovn; pyntes evt. med kartofler, bacon
eller grøntsager.
- Tips:
-
- Flæskeæggekage. Brug ca. 4-5 tykke skiver
letsaltet svinebryst (gerne kogeflæsk, det er
magrere end stegeflæsk), eventuelt 1 tomat,
eventuelt ¼ agurk pr. 2 portioner. De tykke
skiver af letsaltet svinebryst kan erstattes af strimlede
tykke skiver af kogt Party skinke
eller kogt hamburgerryg eller
eventuelt af ca. 6 skiver sprød
stegt bacon. Steg
kødstykkerne på pande ved jævn varme,
til de er sprøde og gyldne. Tag dem af panden.
Bag æggemassen, gerne i panden. Kom
kødstykkerne over æggemassen lige inden den
er helt stiv. Bag æggemassen færdig.
Tomatskiver og agurkeskiver kan lægges i kanten af
æggekagen, hvis man synes. Kogeflæskeskiverne
kunne også have været skåret i terninger,
der ristes på pande og blandes i æggemassen
før bagningen. I stedet for eller sammen med
flæskeskiverne kunne der være brugt tomatskiver,
grønsager, ristet røget fisk eller pølser
herunder cocktailpølser. Velegnet som forret.
- Æggekage med skinke. Brug ca. 150 g kogt skinke
pr. 2 portioner. Skær skinken i små terninger
og bland dem i æggemassen før bagningen.
Velegnet som forret.
- Æggekage med kippers (røget sild) og asparges.
Tilbered æggemassen. Inden den er helt stivnet, kommes en
dåse (190 g) kippers (saltede, røgede lakse- eller
sildefiletter) i olie / vand delt i 4 dele - uden væden
(olien / vandet) - eller renset, røget sild øverst
på æggekagen, som drysses med purløg. Kog et
bundt grønne asparges i letsaltet vand - ca. 5 minutter
(eller efter eget ønske). Server æggekagen med de
grønne asparges, tomater, skiver af radiser, evt. drysset
med revet ost (f.eks. Fløde Havarti Mild 60+) og evt.
rugbrød til. Velegnet som forret.
- Æggekage med majs. Brug ca. 100 g løse majs (korn
løsnet fra kolberne), 50 g mild revet ost, 1 lille løg,
1 tsk. hakket dild pr. 2 portioner. Tilbered æggemassen og
erstat purløg med hakket dild. Hak løget og svits det
i smørret på panden. Held æggemassen over. Majs og
den revne ost, f.eks. Fløde Havarti Mild 60+, strøs
på før bagningen. Velegnet som forret.
- I æggemassen kan, forinden bagningen, blandes hakket
purløg, persille, kørvel, rå spinat eller
en af disse dele.
- Mel tilsættes ofte æggemassen for at drøje
på æggekagen og også gøre den fastere.
- Æggekage spises bl.a. sammen med små mængder
krydderurter.
- Små mængder krydderurter f.eks. hakket persille,
kørvel, purløg, karse eller esdragonblade
tilsættes direkte til de rå æg -
større ingredienser hakkes og tilsættes ligeledes
de rå æg f.eks. hakkede ristede champignoner, eller
kommes over æggemassen lige inden den er helt stiv,
hvorefter den bages færdig.
©1997 - 2008 Erik Østergaard, Copenhagen, Denmark.